Team Old Time • Nyheder • Videoer • Billeder • Nostalgi • Kontakt • Teamet • Links • Forside

Nytårsløb28-12-2016

       Nytårsløbet 28. December 2016 

        Et Orienteringsløb med indlagt ”Cikane”

 

Start – Mål og Samlingssted med bespisning og præmieuddeling for den samlede stilling i ”Den Jyske Femkantturnering” var henlagt til Læsten Forsamlingshus – nogle kilometer vest for Randers. Igen i år havde hele 31 mandskaber valgt at støtte traditionen med Bil-Orienteringsløb i Randers Auto Sport på 4. Juledag. I C-Klassen hvor Troels og jeg skulle deltage var der  10 mandskaber.

M-A-B- Klasserne en del af ruten tilrettelagt efter de gamle O-løbsregler, som var gældende fra 1960 – 1979. Det var dengang man brugte separate løbskort 1:100.000 fra Geodætisk Institut , hvor kortudklip i rutebogen var forsynet med en pil der angav hvilket verdenshjørne der var op. Og hvor man ikke nødvendigvis var inde på kortudklippet når foregående ordre var slut. Ruten vekslede så mellem kortudklip, retningspile, skitser m.v. i rutebogen, og tekstordre på løbskortet. Dengang kunne man virkelig blive ”sat af” så man ikke anede hvad der var op og ned. Også i år var der mulighed for at prøve denne gamle løbsform i C-Klassen. Team Old Time, samt 4 andre mandskaber, skulle selvfølgelig have denne udfordring med. Løbskortet var et gammelt gulnet stabskort – opfotograferet til 1:50.000 og ledte deltagerene mod Syd og Vest til den sydlige del af Randers.

Ruten var god og så tilpas svær at alle smed skilte og fik større eller mindre tidsstraf.  Troels og undertegnede brugte næstmest tid af samtlige 19 deltagere ( 55 min. ) Til gengæld kørte vi så den rigtige rute (næsten) og blev bedst i C-klassen på den gamle del.

Første starttid var 13:55 Og heldigvis startede vi med denne del, så det var stadig lyst inden vi fik udleveret til den normale C-Rutebog ved OTK / Restart  ved Stevnstrup.

Herfra gik det så retur mod Læsten Forsamlingshus.  Kort tid efter starten, i Helstrup, var der opsat en ”Cikane”  i form af nogle papkasser på asfaltvejen ud for en større gård i udkanten af byen. Nå men en VW  Polo er jo ikke så stor, og Troels kunne nemt kringle den igennem  –  men vi nåede da lige at tale om at beboerne i området vist var lidt sippede, inden vi kom rundt til ”Cikanen” for anden gang, og opdagede to andre papkasser af samme størrelse på græsset ned mod gården. Vi holdt stille lidt, og pludselig bevæger en af papkasserne sig lidt og en dreng på 7-9 år stikker hovedet op, lidt usikker på hvorfor vi holder stille. Troels ruller så vinduet ned og spørger:  ”Er det dig der har stillet papkasser på vejen” ?  – ”Det er faktisk ulovligt, og vi har ringet efter politiet” – Ved ordet ”politi” bevæger den anden papkasse sig også, og en anden dreng  med store øjne, stikke hovedet op. ” Vi har ringet til politiet” gentager Troels – ”de kommer om lidt – så I gør nok klogt i at få ryddet op”  hvorefter vi fortsætter rundt på kortudklippet, drejer skarp til højre, hvorfra vi kan se to drenge springe op som ”Trold af æske” og så hurtigt at man ikke kan se ”Røven for skosåler”  får fjernet  ”Cikanen”  fra vejen og helt ud af syne.

He-He – Sjovt – Men tænk hvis de næste gang havde lagt sig i papkasserne som stod på vejen – for spændingens skyld – det var sådan noget Troels og jeg kunne ha´ fundet på dengang vi var i den alder - Uha-Uha.

 

Resten af C-Ruten ruten gik nemt, og vi smed ikke nogle skilte her, men brugte 16 min. på tiden, hvilket er alt for meget på så ”nem” en rute. Resultatet blev at vi blev nr. 4 i C-Klassen, som blev vundet suverænt af det andet IMK-Hold:  Bente og Brian, med kun 5 strafminutter – Flot, men lad os lige mødes til næste år på ”gammeldaws O-løb”

 

Som annonceret, var alle deltagere i mål, og maden ( Hamburgryg med flødekartofler og tilbehør ) klar kl. 17:45 R.A.S har styr på logistikken og pigerne check  maden. 

Kl. 18:25 er resultatet endeligt, og der er præmieuddeling. Samt lagkage og kaffe til en 20ér

 

Team Old Time

Niels Peder