Stjerneløbet d. 24. okt. 2009.
Så oprandt dagen for ”The Grande Finale”. Vi skulle tidligt op, da vi havde mødetid i Kolding ved 8 tiden. Kravet til os på denne dag, var en sejr, hvis vi ville være med om anden og tredje pladsen i FDM – DASU Classic 2009. Intet andet var brugbart i den sammenhæng.
Der var tilkørsel til startstedet fra Slagelse, Århus & Kolding. Vi lagde ud med en tilkørsels etape på 23 km. og da vi jo havde valgt Kolding, fik vi en rundtur nord / øst for byen, inden vi kom tilbage for at starte ud på det rigtige løb.
Så var det alvor. De første to etaper så rigtig pressede ud, og vi aftalte, at vi bare skulle holde skruen i vandet hele tiden. Vi kørte nord / vest ud. Op gennem Egtved området og videre til Frederikshåb Plantage og Randbøldal.
Efter Gadbjerg, kunne vi mærke at løbsledelsen havde tabt interessen for detaljerne, og det gjaldt nu kun for dem om at få os det sidste stykke til Messecenter Herning.
Det første stykke, hvor vi måtte holde fuld gang i hjernecellerne, dem vi nu har, ja der gik det faktisk rigtig godt. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. På den sidste sekund etape inden Brande, ja der lykkedes det for mig at få kludret tiden sådan rundt, at vi kom af sted på sekund etapen 2 min for tidlig. Selv om det hold, der var startet før os kørte ud samtidig, ja så var jeg sikker på, at det var dem, der kørte for sent. Efter nogle km. gik det så op for mig, at jeg var helt gal på den. Vi holdt så på ruten, til vi mente, det passede igen. Men vi fik da hentet 21 st.sek. ved den hemmelige kontrol. Et held for os at de kun havde 9 HTK’er i hele løbet.
Efter pausen i Brande lykkedes det os så at køre fejl rute i Uhre by, med det resultat at vi missede et skilt og fik herefter en længere rute, som gjorde, at vi kom for sent til de næste 2 HTK’er. Samlet straf 48 stp.
Så var den sejr rigtig langt væk. Vi endte nede på en 6 plads, og det blev sammenlagt til en 4 plads i årets FDM – DASU Classic. Fuldt fortjent efter den ustabile sæson vi har haft.
At Stjerneløbet var alt for let, ja det kan vi kun konstatere og ikke bruge som undskyldning.
Det har været en rigtig spændende sæson, med hele 7 hold, der virkelig har givet hinanden kamp til stregen. Rigtig spændende og sjovt.
Vi siger tak for dette års dejlige oplevelser, ved at hjælpe Jan Søndergård med at få afviklet dette års sidste løb – 5th. Midnight Run 2009. Mere herom senere.
Med sportslig hilsen Team Old Time. – Inge & Troels.