Team Old Time • Nyheder • Videoer • Billeder • Nostalgi • Kontakt • Teamet • Links • Forside

Coppa d'Europa 201526-03-2015

 

Onsdag morgen ”tidligt” d. 18 marts, sætter Niels Peder og jeg kursen mod syd. Vi kører i Karin & N.P.’s  VW Golf II GTI 16V fra 1990. Vi skal til Maastricht i Holland, for at deltage i dette års Coppa D’Europa. Nok et af de mest krævende ”Historiske Regularity” løb. Det er meget tæt på ”Orienteringsløb” bare med 50 km/t. Lige netop derfor, deltager vi ikke som normalt, med vores koner. Selve løbet er på lige knap 1.400 km på de tre dage. Der er tilmeldt 84 hold, heraf 3 uden for konkurrence. Der er deltagelse fra hele 9 nationer. Der køres i 4 klasser. Vi er nød til at deltage i klasse ”Coppa GT” da vores bil er for ”ny”. I vores klasse er der 8 deltagere fra 4 nationer. Der er deltagelse af to hold mere fra Danmark. Det er i klassen ”Coppa Touring”, nemlig debutanterne, Jens Pedersen & Troels Lund i en Porsche 911 fra 1981 og det bedste danske hold sidste år, med en 4 plads i klassen, Niels Chr Madsen & Helge Jensen i en Alfa Romeo Alfasud 1,5 Ti. fra 1982. Det bliver spændende at se, hvor langt de kan nå.

 

 

Vi når frem til Startstedet ved 17 tiden. Det er et gammelt Slot. Vi starter med at køre ”triptjek”. En lille uanseelig ting på bare 13 km. Vi kører den to gange inden vi er tilfreds med vores triptæller. Ellers er der ”Papier Abnahme” (dokument kontrol) og ”Fahrebesprechung” (førermøde) i løbet af aftenen. Vi får udleveret vores ting. Efter at havde kikket på opgave stillingen, er vi begge lidt skuffet over, at vi ikke skal deltage i ”Coppa Touring”. Men det er jo udelukket. Efter en mørk øl er det sengetid.


 

 

 

Torsdag. Dag – 1. Dagen starter med tåge og det bliver så op af dagen til overskyet, og det er rigtig rå koldt. Vi har start nummer 33. Det samme nummer som vi havde i 2011, da vi deltog i min Opel. En sjov ting syntes vi. Nå, men vi skal starte kl. 8.33 alle dage. Så det er da til at huske, skulle man tro. Nå, men vi kommer af sted, og vi føres sydpå og ind i Belgien. Det går sådan set fin, men kort efter TC-5. (tidskontrol), får vi problemer. Vi har meget svært ved at afgøre hvilken vej ruten fortsætter. Vi prøver forskellige muligheder af, dog uden held. Så vi må ty til oversigtskortet, (1:100.000) for at komme videre på ruten. Nu er vi 15 min bagefter. Uf. Uf. Og da denne etape ”kun” er på 34 km, ja så hjælper det ikke nok, at Niels P. bruger Golfen alt, hvad han kan. Vi må se i øjnene, at vi kommer hele 9 min for sent til TC- 6. Føj det er dyrt. 90 stp.

 

 

Denne Kontrol ligger på den gamle grænseovergang ”Steinebrück” mellem Belgien og Tyskland. Ja faktisk er grænseovergangen på motorvej E-60. Men de gamle grænsearealer, med asfalt, er nu spærret af fra motorvejen, og har en tilkørsel fra landevejen. Her skal vi nu køre en ”Test” på hver side af motorvejen. Det er små ”manøvreprøver”. Den første er på 600 m og skal køres på 50 sek. præcis.  Det lykkedes fint. Vi triller de 700 m over på den anden side, til den næste. Den er på¨500 m og skal køres på 40 sek. Her må vi dog indkassere lidt straf, da vi bruger 41 sek. Turen fortsætter syd øst på og kl. 13.58 når vi frem til middagspausen i centrum af Bitburg. Vi har kørt 2 sekund etaper på tilsammen 38 km og fået 6 sekunders straf. Det er rigtig fint. Vi har alle skiltene med. Dejligt.

 

 

 

 

Nu har vi en times tiltrængt pause. Vi kan se at Touring holdene har et meget stort tidsforbrug. Der er næsten ingen kommet til pause endnu. Selv om de startede som første klasse. Vi som anden klasse. Niels / Helge får slet ingen pause. De vender bare ved TC-7. pause. Deres tid er gået. Rigtig træls. Mens vi roligt nyder al den lækre mad, snakker vi om, at det er meget godt vi kører klasse GT. Der er nok at se til, og vi kan stadig nå frem til pausen til tiden.


Nå, kl. er blevet 15.03 og vi skal ud på de næste godt 200 km. Turen bringer os videre syd øst på over floden Mosel og gennem vinmarkerne ved byen Piesport. Nok kendt af mange for deres vin ”Piesporter”. Men det får vi nu ikke tid til at smage lige nu. Vi kører gennem Saarland-Naturpark og frem til overnatning i Weiskirchen. Vi er fremme kl.20.03. Vi har tilbagelagt 424 km løb i dag. Så vi er godt brugte. Vi har igen kørt 2 sekund etaper denne gang ”kun” på tilsammen 24 km. Vi har fået 7 sekunder. Efter at vi har fået et fint værelse, er det tid til at kikke på den lækre aftensmad. Jens & Troels og Niels & Helge kommer til, og de kan berette, om en rigtig svær rute på førstedagen. Efter den lækre mad og lidt snak er det hurtigt sengetid. Der er jo en dag igen i morgen.


Dagens resultater. Touring. – Jens / Troels er nr. 10 & Niels / Helge nr. 14. I GT er vi nr. 2.


Fredag. Dag – 2. Vejret er helt fantastisk i dag. Frost her til morgen med dybblå himmel. Den blå himmel bliver hele dagen og frosten bliver til ca. plus 13-14 grader. Perfekt. Vi lægger ud med en tulipan etape, der bringer os sydpå og ned til den Franske grænse. Turen fortsætter mod syd og ind i ”Lorrain Regionen” i Nordfrankrig. Det er en flot tur, der hele tiden byder på nye flotte naturoplevelser. På turen møder vi et dansk hold, der har fået ”hjul problemer”. De mener selv de kan løse opgaven, med en hjulnøgle. :-) Vi kører igen to sekund etaper på tilsammen 19 km. Den anden er helt speciel for alle hold, dog minus GT klassen, desværre. Her skal køreren selv køre sekund etapen, (rundbane på 8,5 km) som derfor er markeret med orange rally pile. Altså må anden køreren pænt stå ud. Super ide. En skam det ikke også gjaldt for os. Nå, men vi samler 5 straf sekunder på de to. Hertil 50 for et bogstav alle mangler. Vi har kørt der, men ikke set den.(nok fjernet) Vi holder middagspause ude på landet, på en lille hyggelig fransk kro. Igen får vi udsøgt fin mad. Herligt.

 

Turen går nu tilbage mod nord vest. Det er ikke meget det går lige ud, i det her motorløw. Det går ud og ind, op og ned. Ja en sand fornøjelse for en go ratholder. Det er ikke bjerge, men meget store bakker. Fra 500 m til 1.000 m i højden, så der er mange hårnålesving.  Som dagen skrider frem, får vi os arbejdet op mod grænsen til Luxembourg, hvor den sidste Franske tidskontrol er placeret, bare få hundrede meter før grænsen. Det sidste stykke ind til overnatning på Kirchberg i den nord vestlige del af Luxemburg by, er på tulipaner. Desværre. Vi når efter en lille fejl kørsel frem til hotellet kl. 19.59. Der er også et andet dansk hold, der har problemer på denne sidste etape. Nå, men vi overlevede den da alle sammen.  :-)  Vores hotel ligger kun nogle få hundrede meter fra det store EU kompleks. Vi har haft en sekund etape og vi indkasserede 3 straf sekunder. Rigtig fin dag.  Igen venter der os en kulinarisk oplevelse. Slet ikke så ringe efter 12 timer i bilen og 427 km. På denne tur, blev der igen blandet rundt i kortene. To hold er rykket en plads frem og et hold en plads tilbage. Sådan er livet jo. Alt bevæger sig. Ikke.


Stillingen ser nu sådan ud . Touring. – Jens / Troels er nr. 11 & Niels / Helge nr. 13. I GT er vi nr. 1.


Lørdag. Dag – 3. Dagens vejrmelding. Regn og rusk, og på dansk S…de koldt. I dag er en halv fridag, da vi ”kun” skal køre 369 km. Til gengæld er de næsten alle sammen i Luxemburg. De har rigtig mange små veje, og rigtig mange bakker (bjerge). Til gengæld er N.P. ved at løbe helt løbsk, i sin iver for at rose den helt fantastiske vejkvalitet, de har. Selv de mindste gedestier er belagt med den fineste asfalt. Lige noget for en ratholder. Vi kører op langs den vestlige siden af det lille Land. Og en lille afstikker ind i Belgien bliver det også til. En spids på 500 m og så 500 m skrå tilbage. Ikke meget, men Belgien var det. I løbet af formiddagen får vi af diverse omveje, arbejdet os op i nordenden af landet og over mod den tyske grænse. Til frokost smutter vi lige ind i den lille tyske by Arzfeld, hvor der venter os ”lidt” lækker mad, i deres forsamlingshus. Rigtig hyggeligt. Igen har vi kørt to sekund etaper. Og vi er straffet med 19 sekunder. Heraf de 18 på den sidste. Det forstår vi ikke noget af. Det viser sig at alle har mange sekunder på denne opgave, så det er nok noget med et mål, der ikke passer eller en kontrol der står lidt forkert.

Vi skal ud på løbets aller sidste sektion. Så vi sætter kursen tilbage mod Luxemburgs små snoede veje. Nu arbejder vi os stille og roligt ned på den østlige side af det lille land. Da der ikke er mere Luxemburg tilbage, bliver vi nødt til igen at køre ind i Tyskland og mod mål i byen Trier. Her når vi frem kl. 18.33. Vildt luksus, det er halvanden time før end i går. Så nu er der tid til en stor kold mørk Weizenbier. Skål. Vi har kun haft en sekund etape og vi slap igennem med 2 sekunder. Nu bliver der hygget igennem og snakken går. Hvordan er kortene nu blevet blandet. ? Ja hvem ved, vi gør ikke. Så nu skal vi i gang med præmiefesten. Maden er igen ”OK” selvfølgelig. Talerne foregår på tre sprog. Først på Hollandsk, så Tysk og endelig en form for Engelsk. Nu skal det vise sig hvordan det er gået os danskere. Jens / Troels har hele tiden haft en klar strategi om at få en 3 plads, af os danskere. Det hold desværre ikke. :-)  Nå men lad os komme til de resultater:

 

 

Coppa Touring:

1 Hannegrit WURTH / Sarah WURTH D-D ALFA ROMEO Giulia L 1264
2 Karl-Heinz KLUGER / Lothar KASPER D-D FORD Escort Mk II M 1889
3 Mike JACOBS / Bernd WOLF D-D PORSCHE 911 Targa 2023
12 Jens PEDERSEN / Troels LUND DK-DK PORSCHE 911 2937
14 Niels MADSEN / Helge JENSEN DK-DK ALFA ROMEO Alfasud Ti 1,5 3060

 

 

 

 

Coppa GT:

1 Niels Peder / Troels NIELSEN DK-DK VW Golf Gti 1,8 16V 164
2 Ernst FREI / Andreas SAHLI CH-CH PORSCHE 968 Cabriolet 266
3 Ton VAN KOLFSCHOTEN / Henk MULDERIJ NL-NL BMW Z8 791

Vi må nok sige at det er ret godt gået af det danske debutant hold Jens / Troels. Det er det i hvert fald ud fra min målestok. Coppa D’Europa er ikke for tøsedrenge. Det er helt bestemt. Så tænk i bare over det, dem af jer det evt. skulle have mod og lyst til at prøve det engang. Festen sluttede ved midnatstid. Stille og roligt.

Videoklip inde fra Porche 911 - Jens / Troels

Videoklip inde fra Vw Golf Gti - Niels Peder / Troels


Søndag morgen er der fælles dansk morgenkaffe, inde vi siger farvel og tak. Vi er enige om, at vi alle har haft en rigtig god og sjov tur. Hertil har det også været en rigtig stor oplevelse på mere end en måde. Det var svært, krævende, udmarvende, men også stilfuldt, flot og hyggeligt. Der er fuld valuta for pengene. Vi når Herning igen ved 19 tiden og vi har nu kørt 3.200 km på de 5 dage og hver dag siddet ca. 12 timer i bilen.


Med Sportslig Hilsen. – Team Old Time. Troels.

Ps. Stor TAK til Nøvling Autoværksted, som med Service & Check af bilen op til løbet, sørgede for at den kørte problemfrit på hele turen.  :-)

Her er et link til den officielle Coppa D'Europa Video 2015.  -  https://www.youtube.com/watch?v=7xoqRu7tEdE