Team Old Time • Nyheder • Videoer • Billeder • Nostalgi • Kontakt • Teamet • Links • Forside

Dagli' Brugsen 24-10-2015

FDM – DASU Classic.  -  DM Finalen.

Lørdag d. 24. okt. og vi (Ditte & Niels Peder, Inge & jeg) er på vej til en lille landsby på Djursland. Navnet er Lime og den ligger lige vest for hovedvej 21, som forbinder Randers og Ebeltoft. Den flinke Brugsuddeler, er vært ved både morgenkaffen og frokosten. Og i ved jo, at en Brugsuddeler, er en der deler ud. Derfor hedder løbet også ”Dagli Brugsen Lime Løbet”.


Der er tilmeldt 38 hold i de 4 klasser. Ikke for mange til et Finale løb, men sådan vil man jo åbenbart have det, eller havde diverse løbsledere nok lyttet lidt til folket på jorden og ikke dem i toppen. Det er faktisk en skam, da Ole og co. laver løb i den rigtige retning.
Efter et dejligt morgenbord, er de første hold klar til at starte ved Dagli Brugsen kl. 10.00. Ole & co. har lavet fin lokal reklame for deres løb og der er mødt en del tilskuere frem. Dette bliver ved hele dagen, ved diverse pauser. Flot arbejde.

Vi har start nr. 14. i Expert kl. og Niels P. & Ditte har start nr. 15. men i den Åbne kl. da de jo kører i den røde Golf II, og som jo, endnu desværre, er for ny til de andre klasser. Turen går syd vest på, ud til Ørum ved E-45. Herfra lidt mod nord og omkring Herregården ”Clausholm”. Tilbage forbi Lime og til østsiden af Hovedvej 21. og middagspausen, i forsamlingshuset i Hvilsager. Turen hertil, er rigtig godt lavet og hastighederne går fint an med omgivelserne. Flot arbejde så vidt.


Efter en gang dejlig frokost, sætter vi kursen mod området nordpå. Øster Alling, Fausing og frem til kaffe pausen, på Gokart banen ved Drammelstrup. På denne tur går det desværre galt med hastighederne mellem sekund etaperne. Så hvis man, som os, vælger at køre pænt gennem landsbyerne, må der ikke være nogen form for forhindring, hvis næste startsted skal nås til tiden. Nå men kaffen og kagen er i top.

 

               Middagspausen og mål var i landsbyen Hvilsager.


Nu resterer kun turen i en bue østover gennem Vivild, Løvenholm Skov, Pindstrup og tilbage til mål, i forsamlingshuset i Hvilsager. Turen er igen lige stram nok, de steder hvor vi skulle køre ”transport”. Men alt i alt et fint løb, hvor alt var tilrettelagt og fungerede. Det er godt gået af Ole & co. Så vi kommer igen næste år, hvis de laver løb.

Ved mål blev der disket op med en lækker Menu, bestående af, forret – Tunmousse med flute. Hovedret – Skinke, samt kalveculotte, flødekartofler, stegte rodfrugter og salat. Og endelig desserten - Islagkage. Vel ikke dårlig, vel. Oles ”piger” havde travlt i køkkenet hele dagen, og klarede det til UG med kryds og bolle.

Nå, men det skal jo ikke handle om mad, men om ”motorløw”. Inge & jeg havde kørt turen rigtig, dog havde vi en lille fejlkørsel (100 m) der kostede os 18 sekunder. Vi endte på en 9 plads.
N.P. og Ditte havde også fundet den rigtige vej rund. De missede dog en start på en sekund etape, men reagerede hurtigt, og fik tingene korrigeret, så det ”kun” kostede 16 sek. ved den første HTK (hemmelig kontrol).

        Et lille Videoklip fra løbet                                                                                                                          

                                                                                                                                                             Vægmaleri i forsamlingshuset.

De blev en flot nummer 1. i den åbne klasse. Og i mesterskabet, løb de med andenpladsen, på trods af at de manglede en tællende afdeling.

Slutstillingen i den åbne klasse herunder.                                                   

Jeg mener, det er rigtig flot gået af Ditte, da hun jo ikke som vi andre, har en del erfaring ud i denne form for motorløw, og de hold der kører i den Åbne klasser er gamle O-hold. Flot Ditte & Niels Peder.


Det var så årets sidste løb for Inge og mit vedkommende. Niels Peder skal lige ud og køre ”Midnight Run” sammen med Luffe. De blev jo ”kun” nummer to sidste år i Sports klassen. Det skulle jo gerne ændres til en sejr, kan jeg huske, de snakkede om sidste år. Så det får vi jo se til.
Vi takker for sæsonen 2015. Vi har hygget os, som vi plejer og haft rigtig mange hyggelige timer sammen med hyggelige mennesker.


Med sportslig hilsen Team Old Time – Dansk Tysk Historic Team. Inge & Troels.  

Klassevinder og nr. 2 i mesterskabet. - Ditte & Niels Peder.