Team Old Time • Nyheder • Videoer • Billeder • Nostalgi • Kontakt • Teamet • Links • Forside

Social amputation i O-løb.07-11-2020

 

Social amputation i O-løb.


Søgård Racing-Løbet 2020.


Ja nu er den jo helt gal med den fæle ”fætter” corona. Nu var vi jo ellers lige kommet lidt i gang igen. Med en del tilpasning naturligvis. Så snøres sækken næsten helt til igen. Heldigvis er der nogle ”ildsjæle”, der ikke ser begrænsninger, men løsninger. Og sådan nogle har de bl.a. oppe i Kjellerup & Omegns Motorklub. Og stor TAK for det.

Løbsleder er Anders Fisker og i løbsledelsen er Jens Døssing, Michael Døssing & Harry Hansen. Disse 4 unge Herrer, har tænkt sig godt om, for at gøre det muligt, at afvikle dette Bilorienteringsløb.  Så de har fremsendt følgende ekstra tiltag.:

--o--

Check ind 15 min. før jeres start (vær præcis). Gælder alle mandskaber. Kør ikke ind på P-pladsen før jeres check ind tid. Gælder alle mandskaber. Klasse B-C: Her udleveres slutinstruktion 2, kontrolkort og startnumre. Kør til parkering længst mod vest. Startnumre monteres, derefter køres til startbilen. Starttid er noteret i kontrolkort. Her udleveres Rutebog 1. på jeres starttid.

Ved mål afleveres kontrolkortene. Idealkort/rute + rabat- og protestblanket udleveres. Startnumre fjernes. Hallens område forlades straks. Nu er løbet slut, og I må nu selv sørge for at overholde forsamlingsforbud og afstand. Protesttiden er udvidet til 50 min. til at anmode om rabat og indgive protest. Udfyld blanket og send som billede på MMS til Anders mobil 29 84 09 48. Jeg er villig til at besvare spørgsmål, men find helst selv ud af det. Hvis I følger disse enkle regler, så kan vi overholde forsamlingsforbuddet.

--o--

Ja sådan er ordene. Og det er da godt tænkt, syntes jeg.

Løbet er 4.afd. DM.  3.afd. JFM. & endelig 6.afd. MJT. Så der er jo nok at køre om, som i kan se. Desværre bliver der så oveni, lukket i Nordjylland. Jow det er op af bakke. For Niels Peder og jeg er det vores første Orienteringsløb i år. Vi skal køre i N.P. lille ”røde Ræv” (Polo Fox) årgang 1991. Altså igen noget med ”Oldtimer”. Vi forlader Sunds, så vi kan ankomme præcis til vores tid oppe i Rødkærsbro. Og alt klapper bare her. Der er styr på tingene.

Kl. 13:46 starter vi så. Rutebog 1, er en etape i Rødkærsbro. Her skal vi virkelig holde tungen lige i munden. Uf, der er nogle fine detaljer (læs, svære) her. Der skal virkelig ”nørkles” igennem. Men rigtig godt lavet og sjovt at køre. Vi slipper igennem med et merforbrug på ”bare” 15 min. Vi får da også lige ”raget” en ekstra kontrol med på kontrolkortet. En listig detalje og fint lavet. (Se foto. Det er sammensat at kortudklip 1 + 2, og idealkortet) Vi så det bare ikke, den lille forskel.

Nu har vi en transport sydover til Kjellerup. Her får vi Rutebog 2 udleveret. Etape 2 er i det vest og sydlige Kjellerup. Der er specielt en fin detalje, som vi lige må kontrollere to gange. Men der er desværre ingen rutekontroller, hverken på den rigtige eller forkerte rute. Hmm. Vi kører ud på landet i sydlig retning til OTK (opgiven tidskontrol) ved ”Haurbak Vestergård”. Her slipper vi så med 5 min. for sent.

Nå, nu har vi bestemt kørt Industri nok for i dag. 3 etape er en fin ”landtur” med masser af fine detaljer og arbejde til os. Vi er omkring Pederstrup, Mausing, Serup og Lemming, inden vi sætter kursen nordpå igen. Vi når frem til SK (slutkontrol) lidt nord for ” Hulkærhus Planteskole”, små 3 km. vest for Ans, kl. 16:25. Nu er det også ved at blive mørkt. Så fint vi er kommet igennem. Igen indkasserer vi 5 min.

Nu mangler vi bare en lille transport ind til mål i Hallen i Rødkærsbro. N.P. går ind med vores kontrolkort og får en kuvert med ud. Vi triller om på P-pladsen ved skolen. Her er der roligt. Vi tjekker vores ”strimmel” og mener, det er ok med de 50 stp. vi har samlet. Samtidig er vi enige om, at det har været en rigtig fin dag. Omend det er meget mærkeligt, at skulle undvære alt det sociale. Det er jo en meget stor del af oplevelsen, normalt. Men sådan skal det ikke være lige nu. Men fint at vi kan komme ud og køre.

Det er helt igennem en fin tur, de ”unge herrer” her har fået ”strikket” sammen til os. Det er vi enige om. Da vi jo ikke må ”stimle” sammen, bliver vi enige om at køre til Karup og ”Cafe Midtvejs”. Her får vi os et velfortjent måltid mad. Dagens Ret, - Koteletter, kartofler og rødkål. En god afslutning på en rigtig fin lørdag. Også selv om vi må leve med den sociale amputation.

IMK resultaterne bliver i klasse M.: Harald & Jan. nr. 2.  og   Jesper & Svend Erik nr. 6.
Og i klasse C.: Troels & Niels Peder. nr. 1  og  Bjarne & Sabine nr. 5.

Med Sportslig Hilsen. Team Old Time. Niels Peder & Troels.