Team Old Time • Nyheder • Videoer • Billeder • Nostalgi • Kontakt • Teamet • Links • Forside

Weekend i Nordfriesland.28-07-2013

Lørdag morgen d. 27. juli 2013. Kl. er kun 05:40 og Team Old Time har aftalt møde på den første rasteplads syd for Herning Messecenter. Uf, det er tidligt. Vi skal på weekend tur i det Nordfrisiske, og deltage i hele to rigtige ”hyggeløb”. Et hyggeløb, er et løb hvor der er lidt konkurrence, en masse hygge og rigtig meget god mad. Alt i alt en dejlig afslappet weekend, lige bortset fra at vi skal så listelig tidligt op. Vi skal være i Bredstedt, som ligger ca. 15 km nord for Husum, senest kl. 9. Der er ikke meget trafik, så vi når det fint.                

                              
Det er i år 25 gang løbet køres. Vi – Karin & Niels Peder (KN) – Inge & jeg (TI)  deltager for 4 gang. Så lige lidt statistik :

År 2010. – TI. en 3 pl. inkl. en fejlkørsel. – KN. en 4 pl.
År 2011. – KN. 1 pl. – TI. 3 pl. inkl. en fejlkørsel. 
År 2012. – KN. 1 pl. – TI. 2 pl. inkl. en fejlkørsel.

Så til dagens løb. Der er tilmeldt 78 biler og motorcykler. Heraf 10 hold fra DK. Rigtig fint. Det starter med det helt store morgenbord. Kaffe og rundstykker så meget man lyster. Vi tager tingene meget roligt alle sammen, og førermødet mener vi ikke, vi behøver at gå til. Det er jo det samme, han fortæller hvert år. Ikk ?


Kl. 10 går starten fra markedspladsen. Helt løbet er på 106 km og de første 62 er frem til middagspausen. KN. har start kl. 10.45 og vi (TI) forlader markedspladsen kl. 10.28. Turen går syd øst på og efter bare 10 km kommer vi frem til dagens eneste sekund etape. Vi skal selv vælge en hastighed mellem 10 – 30 km/t. Herefter bliver vi målt på førstedelen, og skal så fortsætte med nøjagtig sammen hastighed, resten af etapen. Det svære er, at vi ikke ved om vi har kørt 28,3 eller 27, 8 på det første lille stykke. Det hævner sig så på resten af etapen. Vi kikker lidt på den og bestemmer os for at køre 28 km/t. Den er på 3,9 km, ser vi. Vi starter og er meget omhyggeligt med farten, da der jo snart kommer en måling. Intet sker. Vi snakker om, at nu må de da snart måle, inden vi har kørt hele længden. Stadig intet. Så 200 m før målet er slut kommer der en måling. Mærkeligt. Efter de 3,9 km skal der så være en rundkørsel. Intet. Efter 4,5 er der i stedet et vej-T. Vi holder og kikker lidt på hinanden. Vi kan godt se, at de andre deltagere drejer til venstre, men hvorfor ?. Inge læser i papirerne at vi skulle have et ”bilag 1”. Det har vi ikke. Måske vi skulle have læst papirerne under morgenkaffen. Nå, men sekund etaper er jo slut – ikk ?     -   Så sluk uret og vi kører tilbage til kontrollen, for at spørge til den manglende rundkørsel. De ser noget målløse på os og fortæller at sekund etape skam ikke er slut endnu. Ellers kan de ikke hjælpe.


Vi fortsætter nu efter de motorcykel mærker, der er opsat, og her skal der drejes til venstre i det før omtalte vej-T. Nu kommer der nye målinger og efter 6 km. er etapen slut og rundkørsler kommer efter 10 km. Sikke noget skidt vi her har fået lavet. Kun en sekundetape, og vi har totalt bommet den. Måske vi næste år skal til førermøde.  Vi håber at KN. har mere styr på det end os. – det har de faktisk ikke, viser det sig. De er bare noget kvikkere end os. Da det ikke passer mere, bevarer de overblikket og følger efter de andre / MC-Skiltene, og med uret løbende, så da de kan se målepunktet, når de næsten at redde deres tid. Rigtig godt gået synes vi. Men de er jo også unge og tænker hurtigere end os ”gamle”. Turen fortsætter øst om Husum og ned til Schwabstedt. Her er middagspause på en hyggelig kro, lige ned til floden Treene. Her er rigtig flot.


Efter at vi har fået lækker mad og kikket på naturen og floden, er det igen tid til at køre tilbage mod nord. Efter ca. 20 km. kommer vi til landsbyen Schwesing. Her er der en storkerede med unger. Vi gør holdt og nyder at se på de store unger. Foto bliver der også taget. KN. indhenter os her, og de kikker med. Vi fortsætter mod mål i Bredstedt. KN. kommer så langt foran, at vi ikke mere har kontakt med dem. Da vi når frem til Bohmstedt, får Inge øje på Niels Peder, over nogle buske på p-pladsen, ved ”Paulsen’s Landhotel”. Her står han og vifter med armene. Der er dømt is pause. Her holder i forvejen to andre hold. Vi har 2 timer til at køre fra pause til mål, og her efter 1 times kørsel mangler vi kun 6 km. Altså pause. Vi får en rigtig fin isdessert – kaffe og cola. Vejret er jo næsten for godt. Sol, ingen vind og hele 33 grader i skyggen. Det er godt nok’t varmt.


Vi når frem til mål til tiden. KN. kikker dog lige på rådyr på det sidste stykke, og når også at tage foto af dem. Jo et alsidigtmotorløw. Dejligt. Nu skal vi så i gang med det helt store kaffe bord med mange (over 10) forskellige lagkager. Snakken går godt, mens kaffe og kage glider ned. Vi holder megen sjov med, at det igen er lykkedes os (TI) at lave fejl i dette ”nemme” løb. Af 4 mulige har vi lavet fejl i 4. godt klaret. Karin & Niels Peder redder Teamets ære og bliver nr. 2 i klassen og nr. 4 generelt i bil klassen. Vi bliver nr. 10. eller sagt på en anden måde - næst sidst.


Nu skal vi til Heide og finde vores overnatning, - Gästehaus – Ivonne. På vejen hertil må vi lige igennem en tordenbyge lidt ud over det normale. Det regner så kraftigt at trafikken næsten går i stå. Vi kan intet se. I Heide by har ”Das Feuerwehr” travlt med at kontrollere brønddæksler, da vandet vælter op af kloakkerne. Jow – jow det giver vand. Efter endnu et lækkert måltid og en enkelt øl, er det nogle trætte mennesker, der går til køjs efter en lang, men rigtig god dag.


Med sportslig hilsen – Troels.

                                           

Søndag:
Efter overnatning i Heide, triller vi de sidste 30 km til start i Int. ADAC Christophorus Oldtimerrallye i Hannerau-Hademarschen.
Idag skal vi også deltage i Dansk Tysk Historic Team. Hans-Ulrik og Barbara, har forstærket med endnu et tysk hold : Maren og Hans-Peter Menke.
Løbet er omkring de 100 km. langt, med to sekundetaper ( GLP ) efter vanlig tysk model, med lightschranken und sollzeit. Teknisk kontrol og papirabname, samlingssted og morgenkaffe, samt start, er henlagt til 3 forskellige steder. Vi starter 11:23 fra markedspladsen i Hannerau-Hademarschen, hvorfra ruten går sydøst på til middagspause hos en Ford Forhandler i Hohenwestedt. Her er der tvunget pause på 1½ time. Så der er rigelig med tid til at ”sparke dæk”  Maden kan ikke helt leve op til standarden fra Bredstedt i går, men vi bliver mætte og kan fortsætte til speaket rampestart på Rådhustorvet inde i byen. Jo Jo, der er skam stil over den del af løbet.

Undervejs til pausen, har der været to GLPér hvor vi bliver målt med fotocelle-teknik og 100-del sekunds nøjagtighed. Vores fornemmelse er, at vi rammer det nogenlunde inden for 1 sekund. – Hvilket vi faktisk har trænet derhjemme på industrivejen :-)

Hjemturen efter middag, er ikke særlig krævende. Men meget flot med gennemkørsel af bl.a. det store skovområde ”Aukrug” Af små snoede veje med diger og læhegn a la Fyn, går det nordpå, til mål i Landgasthof Gosh i Oldenbüttel, som ligger nogle få km nordøst for  Hannerau-Hademarschen. Meget tæt på Kieler-Kanalen, på et sted hvor der er ( gratis ) bilfærge over kanalen.

At deltagerne har kørt den tiltænkte rute, bliver jævnligt kontrolleret af bemandede stempelkontroller. Motorcykler og biler kører ikke altid samme rute. Og da tulipanmålene svinger en hel del ( plus/minus 100-150m ! ) er det lidt gætteri at vælge den rigtige rute, der hvor MC og bil skilles. Ved et vej-y med en trekantsmulighed, vil kontrollen ikke stemple bilernes kontrolkort. Han skal kun stemple motorcykler, mener han og insistere på at vi fortsætter uden stemplet. Enkelte autoteams er dog stædige og forlanger at få stemplet i kontrolkortet.

Nå, vi resignere og fortsætter uden stempel, og vel ankommet til mål, og det store kaffe/kage bord bliver det store stridsspørgsmål, netop dette stempel, som rigtig mange mangler. GLP-2 er slettet p.g.a. Ur-fejl. Men løbsledelsen vil ikke slette stemplet og Hans-Ulrich og andre, diskutere heftigt med både ADAC og løbsledelsen. Til sidst bliver den dog gjort straffri (Tænker at de omsider fik telefonkontakt med den stakkels stempelkontrol, som var årsag til hele balladen ) Et manglende stempel bliver straffet med 10 pkt. og når f.eks. klasse 12 bliver vundet med 1,03 pkt. – er det åbenlyst at mangler du en kontrol, er du uden chance for en podieplads.


Resultat :

Hans-Ulrich og Barbara Blankenburg  1. Plads i kl. 11 og 1.plads generelt ( Auto )
Maren og Hans-Peter Menke              2. Plads i kl. 11
Karin og Niels P. Nielsen                   1. Plads i kl. 12
Troels og Inge Nielsen                      2. Plads i kl. 12
Thomas og Hanne Aarestrup             3. Plads i kl. 12

Sidstnævnte fra  Fanø, deltager for første gang i deres Alfa Romeo 2000, så det er flot at blive nr. 3 med kun godt og vel 3 Strafpkt.

Dansk Tysk Historic Team : 1. Plads – Mannshaftssieger

Eller sagt kort : Ovennævnte mandskaber rydder bordet for præmier i klasse 11 og 12  wink

 

Vi tager færger over til nordsiden, og Troels kender en bagvej, så vi undgår noget vejarbejde, på den normale rute hjemad. Og da GPS´en ikke kan regne ud, hvordan Troels tænker ;-) må moster Inge læse kort, det første lange stykke op gennem Tyskland. Godt det samme, der har været op til 40 km. Kø ved vejarbejdet.

Vi er hjemme i Sunds ca. 22:30 – Gode oplevelser rigere.

Se fotos fra turen i fotoalbummet her: www.teamoldtime.dk/fotoalbumvis.asp

Venlig Hilsen
Niels Peder

De sejrende mænd fra Dansk Tysk Historic Team.

                                 

Troels, - Niels Peder, - Hans-Ulrich, og Hans-Peter.