Team Old Time • Nyheder • Videoer • Billeder • Nostalgi • Kontakt • Teamet • Links • Forside

Carl Nielsen Touren 06-06-2021

 

Carl Nielsen Touren 2021 – Nr. Lyndelse. Midtfyn.


Godmorgen. Kl. er ”kun” 6:00 her søndag morgen og vi står helt frivilligt op. Vi skal en tur til Fyn, nærmere betegnet til Nr. Lyndelse, hvor jeg skal ud på en lille cykeltur. Cykelklubben ”Kæden” står for det årligt tilbagevendende ”CARL NIELSEN TOUREN”. En cykeltur på tid, men IKKE et cykelløb. Der er 3 ruter med tidtagning. 130 km. - 91 km. og 63 km. Hertil er der så for første gang lavet en rute på 33 km. – en familie rute uden tidtagning. Her skal jeg køre med.

Vi når frem ved godt 9 tiden og bliver hjulpet på plads af en flink official. Efter at cyklen er kommet af, træffer vi på vores Oldtimer kollega Hans Oluf. Nu er det tid til tilmelding og kaffe med rundstykker. Der er flot styr på tingene her.

 

Der er tilmeldt ikke mindre end 245 cykel entusiaster. Flot felt synes jeg. De første på den lange rute starter ud kl. 9.30. Vejret er rigtig fint til en cykeltur. Godt 20 grader, ingen vind og let overskyet. Klokken bliver 10.15 (10.10 vestjysk tid) og der er vores tur til at komme afsted, som de sidste. Vi er desværre ”kun” 14 deltagere.

 

Inge bliver tilbage ved bilen. Hun har bord og stol med. Dertil proviant, bøger og strikketøj. Det hygger hun sig med. Oveni kommer, at de officials, der er ”hjemme ved start”, rigtig forkæler hende. Det er rigtig sødt af dem. Altså lider Inge ingen nød her.

 

Vi cykler i en bue med start i vestlig retning. Dømmestrup, Radby og Allested. Her stammer min fars familie jo fra. Videre går det af de nærmeste omveje over Heden, Vantinge, Freltofte og tilbage til Nr. Lyndelse. Det er en rigtig flot tur, og da især for en vestjyde. Syren hegnene blomstrer og i folks haver er der en overflod af flotte farver. Der er alle mulige ”dufte” i luften. Lige fra de ”skarpe” til de ”dejlige”.  Jow i ”Team Old Time” er vi skam meget alsidige, som I kan se.

Jeg er tilbage igen lidt før tolv. Nu er det tid til et par af de lækre pølser, krydret med lidt snak, inden cyklen igen hænger bag på bilen. På hjemvejen er vi lige forbi Allested kirkegård. Herefter omkring Allestedskov og Ølsted, inden vi triller vestpå af de små veje helt frem til Vejle, inden det bliver til motorvej hjem. Vi har haft en rigtig fin og hyggelig søndag i det Fynske.

Sommer hilsen “Team Old Time on Tour”. Inge & Troels.