Første deltagelse med Audi Coupe 1989
Endelig lysner det. Inge & jeg er på vej sydpå, for at deltage i dette års første mulige Oldtimerløb i Tyskland. Vi skriver lørdag d. 24. juli. Vi skal til Elbersbüttel og Landgasthaus ”Zur Jägersburg”. Det er jo vores faste samlingssted for ”Dansk Tysk Historic Team”, når vi er på disse kanter. Det er beliggende lidt syd for Meldorf i Dithmarschen. Løbet vi skal deltage i, i morgen, er i den kategori vi kalder ”hyggeløb”. Altså i den lette ende. Og vi glæder os. Det er vores første løb i vores Audi, så her er vi jo lidt spændte. Også med hensyn til hvad Inge kan ”holde til”, er vi spændt. Vi tager det, som det kommer. Der er fælles aftenhygge i ”Biergarten” (haven) lørdag aften.
Søndag d. 25. er første start fra P-pladsen ved svømmehallen i Marne kl. 10:01. (corona regler gør, at alt er udendørs) Hvor er det hyggeligt at møde alle de kendte ansigter igen. Og der bliver snakket meget. Også med nytilkommende. Der er 39 startende, fordelt i to klasser. 32 biler og 7 motorcykler. Derudover er der ingen klasse inddeling. Vi har start nr. 20 og løbet er på ca. 130 km. Ruten bringer os gennem et stort stykke af ”Dithmarschen”. Blandt andet Burg, Süderhastedt, Krumstedt, Windberg og frem til pausen ved Nordsøen, i Friedrichskoog. Tid til Is og lidt Hygge, inden vi fortsætter langs med digerne til Brunsbüttel og tilbage til mål i Marne.
En rigtig fin tur med flot natur og gode oplevelser. Ved 15:30 tiden er der så helstegt gris på grillen og derefter præmier, i form af rigtig fine pakker med meget røget fisk. Vi ender på en samlet 8 plads og er heldige at få fisk. Desværre kan vi ikke håndtere det, da vi først kører hjem i morgen. Så vi forærer det med glæde væk. Vi har haft en rigtig fin tur, også selv om Inge nu er ”meget” brugt. Det er dejligt igen at være med.
Med Sportslig hilsen
Team Old Time. – Inge & Troels.