Skarp konkurrence i Hold DM i Bil-Orienteringsløb
Søgård Racing Løbet
Sidste gang Ikast Motor Klub stillede op til Hold DM var i 2019 – hvor vi var i stærkeste opstilling og med hele 5 mandskaber på holdet – Alligevel tabte vi med mindst mulig margin, idet der var pointlighed mellem de 2 første hold og man måtte til at fintælle placeringer – ”Stolpe ud” – vi manglede lige en førsteplads der.
Her i 2021 måtte vi stille op med ”reserveholdet” – nogle holder pause med O-løb, nogen skulle til fest o.lign. Men de kun 4 mandskaber der udgjorde Familieholdet version 3 mødte friske op til start fra Them-Hallen hvor der var pølser på grillen, og god stemning blandt de 48 deltagere som udgjorde de 12 hold der skulle dyste om DIF´s Holdmesterskab.
Opgaven var lagt i hænderne på Kjellerup og Omegns Motorklub ( KOM ) Og her havde Anders Fisker samlet et godt team til at konstruere det bedste orienteringsløb Ditte og jeg har deltaget i de sidste 2 år. Ruten på fra 60 – 75 km, alt efter klasse, var lagt syd og NV for Silkeborg og var delt i 2 rutebøger. Et fantastisk østjysk landskab med næsten uanede muligheder af vejforløb. Sværhedsgraden i C-Klassen var nok i den høje ende, især på den sidste del, hvor rutebogen godt nok så meget nemmere ud, men hvor man skulle være meget omhyggelig med at finde de rigtige signaturer i terræn, for ikke at komme forkert rundt på næste kortudklip. Nogle af disse signaturer var specialdesignede til lejligheden. Der var f.eks. indtegnet signatur for Sten/fliser – Myretue – Vildfoderplads – Bord/bænke og Tlf.skab/lygtepæl – Jo -der var rig mulighed for at køre en anden vej end den løbsledelsen havde tænkt. Vej-kvaliteten i C-Klassen var god – Vi var godt nok ”på Tur” i på en fældet skovbund – men der var vi kørt forkert.
Slutkontrol var lagt lige vest for Frederiksdal med transport herfra til samlingssted i Rødkærsbro Hallen. Her var hallen klar med 2 slags kartofler og både flæskesteg og skinke, samt en imponerende salatbuffet. Og til dessert var der kaffe og æblekage – til en pris på 150,- kr pr. person incl. Øl eller vand til maden. Og alt fantastisk veltilberedt – det bliver **** herfra 😊
Under maden var alle i IMK enige om at vores placeringer ( 1. pl. + 2. pl. + 7. pl. ) slet ikke ville række til nogen placering i holdmesterskabet, meeen de andre hold havde også haft det svært og hele 3 hold lå lige med 293 point – Og så skulle det hele endnu engang afgøres på fintælling af placering – OG denne gang manglede vi ikke en førsteplads – ”stolpe ind” og Guld til IMK og Familieholdet V. 3 – men altså igen en super skarp konkurrence.
Guld – Sølv og Bronze blev fordelt som følger..:
Klasse Kører Observatør Placering Point Total DM
Familieholdet version 3
M 105 Jesper Hedevang Svend Erik Hedevang 8 93
M 108 Per Mikkelsen Jan Søndergaard 2 99
C 409 Emil Rolighed Nielsen Troels Rolighed Nielsen 7 94
C 405 Niels Peder Rolighed Ditte Rolighed Hansen 1 100 293 1
KOMpanerne
M 102 Michael Døssing Jens Døssing 5 96
A 209 Else Friborg Henning Friborg 2 99
C 408 Hans-Jørn Søgård Andersen Frits Grove Nielsen 3 98 293 2
Team-BOAS
A 204 Kurt Rasmussen Alexander Rasmussen 4 97
B 301 Kenneth Kjeldsen Frank Kjeldsen 8 93
B 309 Tage Mogensen Ole Bechmann Pedersen 2 99
C 403 Niels Aage Jensen Henning Larsen 8 93
C 407 Knud Ejgil Vestergaard Tom Hagelskjær 4 97 293 3
Sportslig Hilsen
Ditte og Niels Peder